Både foran og bak deg står mennesker som venter. Vi er mange, men i det store og det hele er vi få. Det er vondt. Helt jævlig. Og samtidig er det noe litt fint med det. Sammen står vi der i den lange køen og håper at vi klarer å holde ut. Sammen venter vi på livet.

Mamma:
Ikke si det ordet.
Du høres ut som en av dem. 

Joe:
Jeg er en av dem, mamma.
Jeg er for faen den eneste som kan gå med røde lisser. 

Mamma:
Jeg kommer til å hate deg.
Jeg merker det allerede.
Jeg husker faktisk ikke om jeg gråt gledestårer eller av skrekk da jeg fikk deg på brystet etter fødselen. 

Joe:
Du har alltid vært så god med ord, du mamma. 

Mamma:
Tror du det?
Tror du morra til Hitler visste at barnet sitt var ondt? Tror du hun skulle ønske allerede da at barnet var dødfødt?
Det tror jeg. 

Joe:
Jeg tror du alltid har ønsket meg død. 

Mamma:
Hvorfor sier du sånt?
Hvor får du sånt fra?
Tenk å si sånt til morra si. 

Joe:
Unnskyld. 

Mamma:
Jeg har alltid elsket deg, Joe.

Jeg drar på meg støvlene og løper i bare stillongsen rundt tjernet og tar til å hamre på døra hans. Ingen åpner, ingen svarer, så jeg roper. Jeg roper så stemmen min treffer døra som en sprettball og skyter tilbake i trynet mitt før den spretter mellom trærne og forsvinner.

”en nat trænger du ind i mig mens jeg sover

…

om morgenen kommer du med kaffe og spørger mig om jeg har sovet godt
du har sovet fantastisk og siger at du ikke håber at du har snorket for højt”